Trondenes Fort
Verdens største landbaserede kanon
Fakta:
  • Verdens største kanon
  • Fort opført 1943
  • Nedlagt 1961
  • 40,6 cm.
  • Museum
Batteriet på Trondenes ligger nord for Harstad i Nordnorge.

Fortet blev anlagt af tyskerne i 1943 og blev bestykket med 4 af verdens største landbaserede kanoner med en kaliber 40,6 cm. og en rækkevidde
på 56 km.

Alle de 4 kanoner ved Trondenes fort er stadig på plads og en af dem er bevaret som museum. Det er den eneste fuldt restaurerede kanon af sin slags i verden.
Batteriet blev bygget som et tysk modsvar på englændernes interesse for Nordnorge, hvor de havde foretaget nogle raids i 1941.

På den baggrund forventede tyskerne at der ville komme en stor britisk landgangsoperation og man begyndte derfor at forstærke det langtrækkende kystartilleri ved havne og andre strategiske steder.

Anlægsarbejdet blev udført af russiske krigsfanger, idet der var etableret en fangelejr i nærheden af byggepladsen. Det var tungt arbejde i et hårdt klima og ca. 800 russiske krigsfanger døde under opførelsen.

Batteriet var operativt med 3 kanoner i maj 1943, mens den sidste kanon stod klar i august samme år. Arbejdet med batteriet foregik helt frem til tyskernes kapitulation i Norge.

Fortet blev nu overtaget af det norske militær og der blev foretaget prøveskydninger med 2 af kanonerne i tiden fra 1951 til 1957.

Først i 1961 blev batteriet nedlagt som en del af det norkse militær.

Kanonerne blev stående uden vedligeholdelse i næsten 20 år og først i 1978 blev der bevilget penge til restaurering af den ene kanon , kaldet Barbara.
Arbejdet med at restaurere kanonen foregik i årene fra 1978 til 1982. De øvrige 3 kanoner blev sandblæst og malet i 1991 efter 30 år.

Kanonen ligger fortsat på militært område, men der er åbent for besøgende på visse tidspunkter.


Links: http://www.nasjonalefestningsverk.no/trondenes/Artikler/sommer_2006_trondenes http://www.adolfkanonen.com/

Litteratur: Harald Isachsen
Adolfkanonene,
Klar til strid
Kystartilleriet gjennom århundrene